Lektion 4-5

Lektion 4

1. NATO’s udvidelse og Ruslands strategiske bekymringer

Ruslands bekymring for NATO’s voksende indflydelse i Østeuropa har rødder i hele den kolde krigs opdeling mellem Øst og Vest, hvor Østeuropa fungerede som en bufferzone for Sovjetunionen. Da Warszawapagten (Sovjetunionens egen forsvarsalliance) kollapsede i 1991, havde Rusland ikke længere kontrol over disse lande, og deres tilnærmelse til NATO og EU blev en torn i øjet på det nye Rusland.
Rusland har længe frygtet NATO’s voksende indflydelse og militære styrke tæt på sine grænser. Da flere østeuropæiske lande, som tidligere var en del af Sovjetunionens indflydelsessfære, blev medlemmer af NATO i 1999 og 2004, så Rusland dette som en trussel mod sin egen sikkerhed og position i regionen. Fra et strategisk synspunkt ønsker Rusland at skabe en bufferzone omkring sig selv for at undgå, at potentielle fjender kan stå direkte ved dets grænser.

For at forstå Ruslands handlinger, kan man anvende teorier fra den pruessiske general Carl von Clausewitz. Hans idé om, at “det bedste forsvar er et angreb,” bruges ofte til at forklare Ruslands logik i situationen. Ifølge denne tankegang handler Rusland angiveligt, ikke nødvendigvis fordi der er en umiddelbar trussel, men fordi de ønsker at undgå, at Ukraine bliver en platform for fremtidige militære udfordringer mod Rusland. Rusland mener, at en ukrainsk NATO-medlemskab vil bringe fjendtlige styrker tættere på deres grænser, hvilket set fra et strategisk synspunkt kan tvinge Rusland til at agere proaktivt for at beskytte sin sikkerhed og position i regionen

Ukraine og Rusland deler en lang, kompleks historie, som går tilbage til Kievriget i det 9. århundrede, hvor mange russere mener, at deres statslige og kulturelle oprindelse begyndte. Denne opfattelse af Ukraine som en integreret del af Rusland blev cementeret under Sovjetunionen, hvor Ukraine blev en af de vigtigste sovjetrepublikker, men ofte under streng kontrol.

2. Historisk forbindelse mellem Rusland og Ukraine, inkl. Stalins politik

Rusland og Ukraine har haft en tæt forbindelse, som kan spores tilbage til Kievriget i det 9. århundrede. Men i moderne historie har forholdet været præget af sovjetisk kontrol og repression, særligt under Josef Stalins styre.
Stalin havde en stor rolle i at integrere Ukraine i Sovjetunionen, men denne integration foregik ikke uden konflikt.I 1930’erne tvang Stalin en massiv kollektivisering af landbruget igennem i Ukraine, hvilket førte til den frygtelige hungersnød, Holodomor, hvor millioner af ukrainere døde af sult. For mange ukrainere står Holodomor som et symbol på sovjetisk undertrykkelse og på, hvordan Rusland har udnyttet Ukraine uden hensyntagen til dets befolkning. Mange ukrainere betragter Holodomor som et folkedrab, fordi millioner af ukrainere sultede ihjel, mens deres korn blev konfiskeret og eksporteret af sovjetiske myndigheder.

Denne del af historien spiller stadig en rolle i forholdet mellem Ukraine og Rusland i dag, hvor mange ukrainere føler, at Rusland aldrig har respekteret deres suverænitet og har en lang historie med at udnytte og undertrykke Ukraine. Putins påstand om, at Rusland og Ukraine er “ét folk,” og at ukrainsk suverænitet er kunstig, trækker linjer tilbage til Stalins politik om undertrykkelse og kontrol.
Putins idé om, at Ukraine og Rusland er “ét folk,” er delvist rodfæstet i denne historie og Stalins idé om kontrol og integration. Mange ukrainere ser Putins udtalelser som en fortsættelse af en historie, hvor Rusland har set Ukraine som en region, der ikke har ret til selvstændighed

3. Ukraines valg om selvstændighed og vej mod Vest

Efter Sovjetunionens kollaps blev der afholdt en folkeafstemning i Ukraine i 1991, hvor ukrainerne stemte om uafhængighed. Hele 90 % stemte for selvstændighed, og støtten var bredt fordelt på tværs af de forskellige regioner, inklusive de østlige regioner, som i dag er præget af konflikt.
Efter mange år med politisk ustabilitet og korruption i Ukraine, nåede spændingerne et højdepunkt i 2014 under Maidan-revolutionen, da præsident Viktor Janukovitj afviste en associeringsaftale med EU til fordel for Rusland. Dette førte til massive protester, der til sidst tvang Janukovitj på flugt til Rusland. Denne begivenhed, som viste ukrainernes ønske om vestlig integration, blev set af Rusland som en trussel mod deres indflydelse. Kort efter annekterede Rusland Krim og støttede oprørsgrupper i det østlige Ukraine, hvilket markerede starten på den igangværende konflikt

4. Retorik omkring ”Kiev-regimet” og nazistanklager

Putin har i mange af sine taler omtalt den ukrainske regering som “Kiev-regimet” og beskyldt dem for at være nynazister og ekstremister, der undertrykker og diskriminerer den russisktalende befolkning i Ukraine. Rusland har dermed forsøgt at retfærdiggøre invasionen som en “afnazificering,”. Denne retorik blev brugt til at retfærdiggøre invasionen og forklare Ruslands såkaldte “særlige militære operation” som et nødvendigt skridt for at beskytte russisktalende og bekæmpe “nazister”.

Denne retorik om ”nazisme” blev også brugt af Sovjetunionen, da de i 1956 invaderede Ungarn. Dengang beskrev Sovjetunionen Ungarns nye, selvstændige regering som kontrarevolutionære og fascister, hvilket gav dem en officiel undskyldning for at sende tropper ind og knuse oprøret. Denne retorik viser en velkendt strategi, som Rusland bruger til at retfærdiggøre militære interventioner, selvom der ikke er klare beviser for påstandene. Ligesom i 1956 kritiseres denne retorik bredt, og eksperter påpeger, at der ikke er belæg for disse påstande, idet Ukraines præsident Zelenskyj selv er af jødisk baggrund, derudover er der ikke beviser for at nazismen skulle være særligt udpræget i Ukraine.

5. Andre eksempler på russiske interventioner: Georgien og Tjetjenien

Ruslands invasion af Ukraine kan også ses som en del af en bredere strategi, som Putin har brugt overfor andre tidligere sovjetstater. I 2008 invaderede Rusland Georgien, efter Georgien forsøgte at tage kontrol over Sydossetien og Abkhasien, to områder med prorussisk flertal. Rusland intervenerede under påskud af at beskytte de russisktalende befolkninger og har siden etableret en stærk militær tilstedeværelse i begge områder, som i dag fungerer som de facto russiskkontrollerede områder.

Ligeledes kæmpede Rusland to brutale krige i Tjetjenien i 1990’erne og 2000’erne for at forhindre Tjetjenien i at løsrive sig fra Rusland. Resultatet var, at regionen forblev en del af Rusland og i dag styres af den Kreml-loyale Ramzan Kadyrov. Krigene i Tjetjenien og Georgien viser, at Rusland ikke tøver med at bruge militær magt til at fastholde kontrol over tidligere sovjetrepublikker. Putins invasion af Ukraine kan derfor ses som endnu et skridt i denne strategi

Transnistrien er en smal stribe land øst for floden Dnestr i Moldova, der grænser op til Ukraine. I 1990’erne opstod der spændinger mellem den moldoviske regering og prorussiske separatister i Transnistrien, hvilket førte til en kortvarig væbnet konflikt i 1992. Rusland intervenerede indirekte ved at sende tropper til området og opnåede en våbenhvile, men regionen har siden bevaret en de facto selvstændighed med stærk afhængighed af Rusland.

Selvom Transnistrien formelt er en del af Moldova, har Rusland fortsat en militær tilstedeværelse i området og støtter Transnistriens separatistregering. Transnistriens russiskvenlige holdning og afhængighed af Moskva gør regionen til en potentiel trussel for både Moldova og Ukraine, især i forbindelse med Ukraines konflikt med Rusland. Nogle analytikere har peget på, at Rusland kunne bruge Transnistrien som et militært opmarchområde i en fremtidig konflikt med Moldova eller for at lægge pres på Ukraine fra vest. Dette muliggør, at Rusland i praksis har kontrol over en region, der ligger strategisk tæt på Ukraines vestlige grænse og det moldoviske territorium

Idé? – Podcast?